Forløbets enkelte dele

 

Dit forløb er skræddersyet til dig

‘Verdens Bedste Mor’-forløbet tager dig igennem en følelsesmæssig udvikling og modning, der på mange måder minder om en graviditet. Der er noget, der er godt at lære, vide og gøre i begyndelsen, i midten og ved afslutningen. Jeg ved hvad det er, og stiller alle rammer til rådighed for at du får lige det du har brug for, på de rigtige tidspunkter.

Men… For at blive i graviditets-metaforen: Graviditeter or jo også meget forskellige. Vi har alle hver vores vej til målet, og din vej er din. Din proces er forskellig fra andres, og vi justerer kursen sammen.

Jeg ser dig, og bevarer overblikket-hele vejen igennem.

Et ‘Verdens Bedste Mor’-forløb er en individuel proces, der består af forskellige elementer. Disse elementer sammensættes i dialog mellem dig og mig, på en måde der passer til dig.

Her følger en beskrivelse af hvordan det hele foregår, både praktisk og indholdsmæssigt:


Det første der sker, når du melder dig til forløbet:

Når du melder dig til forløbet, enten via telefon eller mail, modtager du kort tid efter en ‘velkomstpakke’ pr mail, der indeholder følgende:

  • En ‘manual’ (i PDF-format) på ‘Verdens Bedste Mor’-forløbet, så du aldrig farer vild

  • En ‘skriftlig aftale’ mellem dig og mig, en slags commitments-kontrakt

  • En oversigt over de temadage, du kan melde dig til i løbet af det år, vi har sammen

  • En faktura på det fulde beløb, der betales i rater eller på én gang, efter aftale

  • Et forslag til hvornår vi kan holde vores første møde i telefonen


Vores første møde:

På vores første møde, der foregår telefonisk, får du mulighed for at spørge ind til det, der måske føles uklart og usikkert (selvom du har læst manualen), så du kommer trygt og sikkert i gang.

Sammen tilrettelægger vi dit forløb, så det passer præcis til dig. Vi aftaler hvornår vores tre 1:1-sessioner kan ligge, og du tilmelder dig temadage og retreat (se beskrivelse af dette længere nede).

Et forløb kan sammensættes på mange forskellige måder, alt efter hvordan det passer ind i dit liv. Blandt de temadage jeg udbyder henover året, vælger du sammen med mig de fire datoer, der passer dig bedst. Ligesådan vælger du et af de to retreat-muligheder, der passer i din kalender.

Her kan du se forskellige eksempler på hvordan et forløb kan se ud:

 
 
 



Hvad får du i de enkelte elementer?

3 x 1:1 samtaler

En 1:1-samtale med mig varer ml 60 og 90 minutter, og foregår altid via online-mødeforummet Zoom. På den måde kan jeg komme helt tæt på dig, uanset geografisk afstand.

I 1:1-rummet har vi god tid til at fordybe os i dét sted i processen, du er lige nu. Vi forløser de traumer og overbevisninger, der spænder ben for at du kan leve det liv med dine børn du gerne vil, og erstatter dem med nye ideer og visioner.



Personlig plan

Ca 4-7 dage efter vores 1:1-session, sender jeg dig en ‘personlig plan’ pr mail. Denne plan indeholder mine refleksioner efter sessionen, samt mine forslag til konkrete øvelser, opgaver, audioer og videoer, der vil være gode for dig lige der hvor du er.



Ugentlig sparring

Den allermest dyrebare skat i ‘Verdens Bedste Mor’-forløbet, er den ugentlige sparring. Det er her, du har mulighed for at arbejde i praksis med superaktuelle ting fra din hverdag -og få dem LØST. “Hvad gør jeg når mine børn ikke vil ud af døren om morgenen?” -”Hvorfor er jeg så VRED på min mand for tiden?” -”Hvordan hjælper jeg min datter med at håndtere sin angst?” -er bare nogle af de emner, vi har talt om på det sidste.

Den ugentlige sparring kalder jeg ‘Taletid’. Den foregår via Zoom i lige uger tirsdag fra 9-11, og i ulige uger onsdag fra 13-15. Første tirsdag i hver måneden har jeg ‘aften-åben’ fra 20-22.

Taletiden er en kort, intensiv sparring med mig efter tur, hvor du har mulighed for at lytte til -, spejle dig i- og lære af det, dine medmødre står med.



4 livedage

Jeg har sammensat et forløb, der vil nære dig på ALLE måder. Det har jeg gjort for at understrege betydningen af DIN værdi, og for at gøre alt hvad jeg kan for at denne viden lander på alle måder, i alle dine celler, i løbet af det år, du skal følges med mig.

Vores livemøder foregår i rolige, luksuriøse rammer, med überlækker forplejning undervejs -på kursussteder / hoteller i hhv Københavnsområdet og på Fyn og Jylland (stederne varierer fra år til år -pt holder vi til på smukke Sølballegaard på Mols, men fra 2022 vil der være flere steder at vælge imellem)

Livemøder ligger på forskellige hverdage, men altid fra kl 14-20, så du har mulighed for at komme ud og hjem samme dag, uanset hvor i landet, du befinder dig.

Indholdet på livemøder er fordelt i fire forskellige temaer. Temaerne er ikke kronologiske, og undervisningen er tilrettelagt så du kan få det fulde udbytte uanset hvor du er i din proces.

Formen er en blanding af oplæg / undervisning, refleksion og fordybelse, samt coaching af forskellige problemstillinger i praksis.



Retreat

Én gang i løbet af din ‘Verdens Bedste Mor’-proces, har du mulighed for at deltage i et weekendretreat der varer fra lørdag kl 10 til søndag kl 14.

Her skruer vi virkelig op for nydelse og forkælelse, når jeg inviterer dig til at fordybe dig i din egen mor-proces et helt døgn, sammen med de andre mødre.

Undervisningens karakter vil være den samme som på livemøderne, men forskellen er at du har aftenen, natten og næste dag til at fordøje og udvikle de følelser og tanker, der uundgåeligt bliver sat i gang, når vi giver plads til dem.

Ligesom livemøderne foregår et retreat på kursussteder / hoteller i hhv Københavnsområdet og på Fyn og Jylland (stederne varierer fra år til år -pt holder vi til på smukke Sølballegaard på Mols, men fra 2022 vil der være flere steder at vælge imellem)



Adgang til lukket online fællesskab:

It takes a village to raise a child. Ligesådan har vi også brug for ‘a village’, en gruppe af indsigtsfulde og hjertevarme kvinder omkring os, hvis vi skal kunne gennemgå denne følelsesmæssige udvikling med så stor kraft og i det tempo, vi gerne vil. Uden den påvirkning og følelsesmæssige læring og modning, det giver dig at være i denne gruppe, ville forløbet tage flere år.

For at kunne indgå i meningsfulde, nærende og givtige relationer (det gælder både dem til dine børn, din eventuelle kæreste og de andre relationer, du er en del af), uden at føle sig drænet og udmattet, er det afgørende at vi træner det, man kalder relationskompetencer. Evnen til at sige til og fra, til at give og modtage, til at sætte sig i andres sted, til at vise medfølelse og empati, til at støtte og lytte uden at overtage hinandens space. Dette gør vi bare bedst i relation.

‘Gruppen’ møder du primært i den lukkede, hemmelige gruppe på facebook, men det er 100% ‘lovligt’ at blive ‘rigtige’ venner og / eller knytte bånd udenfor facebook også, hvis det føles rigtigt og meningsfuldt. 

Gruppen består af ml 20 og 40 andre mødre, der -ligesom dig- er i forløb med mig. Alle kvinder er forskellige steder i deres liv og deres proces -også helt bogstavelig talt. Nogle af kvinderne har været i gruppen længe, og nogle er i begyndelsen af deres proces.

Dét at gruppen er foranderlig, betyder at du får de bedste vilkår for at træne de individuelle færdigheder, du har brug for at træne. Du behøver ikke forholde dig personligt til de andre i gruppen, du behøver ikke kunne huske hvad deres børn hedder eller hvor de bor, eller hvordan det egentlig går med noget, de bragte op for nogle uger siden. I er her alle for at træne færdigheder. Du er her for at øve dig i det der er svært, og få hjælp til det du har brug for at udvikle.

Online bibliotek med materiale og øvelser

Medlemssiden er en ‘underside’ på min hjemmeside, hvorpå du finder de videoer, audioer og refleksionsopgaver, der kan være gode og inspirerende at se undervejs i forløbet. 

Jeg har -modsat mange andre- ikke en fast, kronologisk struktur for de videoer og opgaver, du kan tilgå i forløbet. Der er ikke en ‘video for uge 1’ eller en ‘du-kan-ikke-se-denne-video-før-du-har-set-denne’, da min erfaring siger, at den feminine måde at tilegne sig viden på, er langt mere cyklisk og cirkulær. Jeg har selv så megen erfaring med at føle mig ‘bagud’ og forkert, når jeg ikke gennemfører et kursus i kronologisk rækkefølge på den estimerede tid, og hvis der er noget jeg IKKE vil ønske for dig, eller bidrage til I dig, så er det følelsen af at være dårlig, forkert -eller bagud. 

Mit indhold på medlemssiden er derfor organiseret det som et ‘onlinebibliotek’, som du kan tilgå ligesom du vil. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke vil guide og vejlede dig i, hvad der kan være godt at se og vide, lige dér hvor du er i processen. Som sagt er denne proces ret ens for alle de mødre der gennemgår den, og det vil derfor være let for mig at se hvor du er i din udvikling, og hvilken viden, du har brug for. I dine 30-dages-planer kommer jeg med forskellige anbefalinger til hvad der vil være godt for dig at se på det pågældende tidspunkt, ligesom jeg undervejs i dine sessioner og på Taletid vil vejlede dig til at bruge forskellige refleksionsopgaver eller audioer.