Min far kan bare klare dig!

pippis far 2Sådan sagde man, da jeg var lille. ”Min far kan bare klare dig”, eller: ”Min far kan bare klare din far”. Der var også noget med, at man kunne trumfe hinanden med det værktøj, ens far havde…  ”Min far har da bare en økse”, kunne man fx finde på at sige.

Jeg ved ikke, om man siger det mere, jeg har ikke hørt det længe.

I det hele taget er der igennem årene sket noget med farens placering, på podiet som helt. Som den sejeste, den stærkeste, den mest betydningsfulde. Ham, der klarer ærterne. Vi hører ikke så meget om ham mere.

Mor, børn -og hund?!

For mig blev det for alvor tydeligt, da vi på et forældremøde i børnehaven for 8-9 år siden fik at vide, at den gode gamle leg ”Far, mor og børn” ikke længere hed sådan, men havde skiftet navn til ”mor, børn og hund”. Der var ingen, der gad være faren. Måske var det enestående for netop denne børnehave, hvor ca 80% af familierne var skilsmissefamilier. Men under alle omstændigheder. Var faren ikke med.

Men, at faren ikke er så meget med mere, er ikke ensbetydende med, at han ikke er vigtig. Tværtimod tror jeg, at faren spiller mindst ligeså stor en rolle i børnenes liv, som han altid har gjort. Det ser bare anderledes ud.

En far har ikke patent på de samme ting, som han havde før. Fx dét med at kunne klare alt muligt. Det er ikke længere en far-ting. ”Jeg skulle jo klare det meste, da børnene var små”, hører jeg tit kvinder sige. Eller ”Hun kan simpelthen klare alt”.

De stærke kvinder er overalt. De stærke mænd er der ingen, der taler om mere.

Ærgerligt nok. For det fortjener de. Altså mændene. Fædrene.

Ofte synes jeg faktisk, de bliver decideret undervurderet. Kørt ud på et sidespor, ikke taget alvorligt. Ikke på dén måde, at det er specifikke mødre, der taler grimt om deres specifikke mænd. Men sådan generelt, er det ligesom bare okay at sige, at fædre –og dét, fædre står for- ikke spiller den store rolle.

Men det gør de. Fuldstændig ligesom en mor har sin særlige plads i alle hjerter, har en far også sådan én. Plads. Den sidder lige dér, hvor vi henter vores erfaringer med alt, hvad der tilhører det maskuline.

Og det er uanset, om vi har haft en far, der var helt vildt stærk og handlekraftig, tydelig, synlig i familien, eller det modsatte. Selv i de tilfælde hvor faren er helt forsvundet. Er han vigtig. For han er jo –en far.

Så længe vi lever, vil netop fars anerkendelse være den allervigtigste. Far skal sige, at jeg er dygtig. Klog. God til noget. For det er han selv (uanset om det ser sådan ud i andres øjne). Far er den bedste, ham kan ingen tæske. Sådan er det.

En far klarer ærterne -på en anden måde

I dag er halvdelen af alle børnefamilier skilsmissefamilier. Og alle de skilsmissefamilier, jeg kender (og det er mange), er sket på initiativ af kvinden. Legen ændrer sig fra ”far, mor og børn”, til ”mor, børn og hund” (og her taler jeg altså ikke om faren som hund, men refererer bare til dét, legen i børnehaverne hedder nu).

Denne –efterhånden jo meget almindelige- familieform, sætter tingene på spidsen. Gør det meget synligt, at der er forskel på far og mor, og det de hver især bidrager med til børnenes trivsel og udvikling.

Jeg har selv prøvet det. Da jeg blev skilt, opdagede jeg, at jeg virkelig var nødt til at finde min indre far frem, hvis ikke bare ugerne hos mig skulle blive én stor, praktisk suppegryde af ernæringsrigtige madpakker og pige-tulning derhjemme. For det blev det meget let.

Og ligeså let det var for mig at trøste mine børn, snakke om det der udfordrede dem, flette hår og holde hus –ligeså uoverkommelig svært for mig var det at lege med mine børn. Være til stede i nuet. Løbe ned på gaden, når tambur-korpset kom forbi. Eller spise spontan pomfrit-aftensmad på stranden med beskidte fingre. På en hverdag.

Alt det, som fædre kan –og gør.

Man lægger måske ikke lige mærke til det, når man bor sammen. Men en fars bidrag til familien, er bare ligeså meget værd som en mors.

En far klarer ærterne –på en anden måde end en mor.

En måde, der er ligeså god, selvom den er anderledes.

Og det er på tide, at vi får de fædre med op på piedestalerne igen. Der er rigeligt med plads til os begge.

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.