Mine Knap så Gode Dage

Der er dage, hvor jeg ikke har lyst til noget. Hvor jeg synes,  det er ad pommern til at være mor, kæreste, i familie. Hvor jeg ikke magter at rydde op og være rar mere, og bare har lyst til at gemme mig langt bort. I al min ego-hed.

Disse dage findes. Hjemme hos mig.

Disse dage er ikke gode dage. For jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med dem. Skal jeg gå med impulsen, og gemme mig? Eller skal jeg tage mig sammen, og komme ind i kampen? Skubbe mig selv lidt af vejen, få ordnet mine ting og træde ind i nærværet med mine børn (vel vidende, at dette nærvær som regel gør mig i bedre humør, og giver mig lyst til mere)?

Hver eneste gang de kommer, disse dage, er jeg i tvivl. Med god grund, for det er ikke det samme der virker godt hver gang. Ind i mellem er det godt at tage hånd om mig selv på dén der hule-agtige måde, og ind i mellem er det godt at træde ind i fællesskabet.

Og hvis jeg ikke kan mærke, hvad der er godt, må jeg jo prøve mig frem. Eksperimentere, og finde ud af hvad der virker –dén dag. Hvis det føles godt, er jeg på rette vej –føles det skidt, skal jeg gøre noget andet.

Så enkelt er det.
And yet so hard.

For mig kan rådvildheden vare længe. De knap så gode dage kan klumpe sig sammen, og lægge sig som en dyne over mit familieliv. Fordi jeg er utilfreds. Og ikke ved, hvilken vej jeg skal gå.

Den bedste genvej
Jeg har for længe siden erkendt, at den mest effektive måde at komme ud af dynen, er ved at gå ind i mig selv. Og min bedste genvej ind i mig selv, er i dialog med en anden. Én der kan sætte lys på mine blinde pletter, og hjælpe mig til at finde ind til, hvad der ville være godt at gøre i netop denne situation.

OG. Som bonus (eller… måske er det netop dette, der er det vigtigste): at tale med nogen får mig ud af følelsen af at være helt alene i verden. Den eneste med dette problem . A.L.E.N.E.

Det kan være virkelig svært for mig at række ud efter denne hjælp. Og det er det stadig, til tider. For det er så sårbart at skulle have andre med derind, hvor det gør nas. Hvor man føler sig som en dårlig og utilstrækkelig mor, der har lyst til at sælge børnene til førstbydende.

Men det virker.
Hver gang.

Jeg hørte engang en viis kvinde sige, at det man underviser i, er dét man selv har brug for at høre. Igen og igen og igen.

Mit speciale er at rådgive og vejlede forældre i, hvordan de mærker hvad der er godt for dem selv og deres børn. Det er det jeg er allerbedst til –fordi jeg så let kan se og mærke, hvad de bøvler med.

Jeg har været der selv, og kommer der stadig jævnligt.

Men, vigtigst af alt: Jeg ved også, hvordan man kommer ud igen.

Det er ikke den samme vej der virker hver gang, og ikke det samme der virker for mig, som for dig. Men der er veje at gå. Og det synes jeg er så dejligt at tænke på, når jeg møder De Knap så Gode Dage.

Kærlig hilsen Marie

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.