Fuldtidsfar

fuldtidsfarI mit univers er fædre ikke så synlige. Der kommer ca dobbelt så mange mødre som fædre i min butik, både når det angår sessioner, workshops og foredrag. Jeg har kun ganske få mænd på min nyhedsbrevsliste og som følgere på facebook. FamilieDialogen er fuld af kvinder.

Det er ellers ikke fordi jeg ikke synes om dem, eller fordi jeg synes de er mindre vigtige. Tværtimod (læs evt mit tidligere blogindlæg “Min far kan bare klare dig” her…). Jeg synes fædre er helt vildt vigtige, på alle mulige måder, men i høj grad i familien. Jeg har tænkt og tænkt over, hvordan jeg kunne få dem mere i tale, de fædre.

Flere af de mænd, jeg har talt med om det, bliver ved at vende tilbage til noget med gratis fadøl og fodbold og ikk’ så meget snak (jamen, det er altså RIGTIGT, det SIGER DE?!). Og well. Måske snakker jeg for meget kvinde-sprog, eller er lige en tand for føle-agtig, til at mænd vil med hen og høre mig sige noget. Men præmissen om at mænd bare vil have gratis øl og se bold, den køber jeg på ingen måde. Jeg kender masser af mænd, der har markante holdninger og synes alt muligt om dét at være familie. Og far.

Så, mens jeg tænker lidt mere over det, har jeg i anledning af Fars Dag inviteret en mand nd ind som gæsteblogger. Om det at være far. Og mand. Og menneske. I uprioriteret rækkefølge. Det er da en begyndelse.

Fuldtidsfar

Af gæsteblogger Henrik Rud Christensen (følg hans egen blog på http://henriksrc.blogspot.dk/)

Jeg vil starte med at indrømme, at jeg ikke forstår den verden vi lever i. Og jeg vil nok også indrømme, at jeg efterhånden har accepteret at jeg aldrig kommer til det. Det skulle være så godt. Vi har et fint land og vi har ikke de store problemer med hverken fattigdom eller krig, så vi burde blomstre. Vi burde være et samfund af overskudsmennesker med smil på læben, sol i håret og vinden i ryggen. Kram og kærlighed og glade og velfungerende familier og søde børn, der bare leger og griner og lærer en hulens masse, når de er i skole.

Men sådan er det bare ikke. Jeg har lige set et sted, at der er 35.000 sygemeldinger på grund af stress i Danmark hver dag. Jeg mener også at vide at rundt regnet en halv million danskere hver dag napper en omgang antidepressiv medicin. Og halli og halløj jeg har været med i begge statistiker. Sygemeldt med stress og efterfølgende afskediget grundet for meget fravær og intet udsyn til tilbagekomst. Og så fyldt med den ene depression efter den anden. Konkurrencesamfundet eller hvad vi nu skal kalde det er ikke noget for mig. Eller for mine børn for den sags skyld. Så da jeg havde muligheden for at trække mig fra det hele, så gjorde jeg det. Ingen dagpenge, intet job og ingen ydelse af nogen art. Lidt arv og min kones job gjorde, at jeg kunne sige det hele farvel og så bare bruge tid på at tage mig af mine børn og mig selv. Og så blev jeg fuldtidsfar.

Og med et blev man både spændende og underlig. Og så er det, at det er, at det undrer mig, at vi i det danske samfund er så ens. Det er som om, at det vigtigste her i livet er at få et job og betale sin skat. Og så får vi ondt i maven, mens vi arbejder med mere eller mindre meningsløst arbejde, hvor vi i stedet burde bruge tiden med vores børn, der i stedet sidder i underbemandede institutioner og bare bliver dummere og dummere af at se på den ene eller anden skærm. For det gør de. Æv og øv. Men som fuldtidsfar er det hele ikke nemt for man skal hele tiden arbejde med sine egne forventninger til sig selv. Er jeg god nok? Burde jeg ikke være blevet mellemleder i en mellemstor offentlig institution? Næ det skulle jeg ikke. Jeg skal bare være mig selv og skrive og lege og cykle og hoppe rundt, hvis det er det jeg vil.

Jeg møder ofte mennesker, der siger, at det åh og ih måtte være dejligt at kunne gøre som jeg. Så siger jeg, at det er da intet problem, det koster bare 20.000 kroner i tabt løn om måneden. Så bliver de stille og går langsomt væk. Stod det til mig, så fik børneforældre penge for at gå hjemme med deres børn. Penge er der nok af i det her samfund, og hvis man lod børnfamilierne få flere penge, ville de også bruge flere penge. Det ville skabe vækst og dermed også flere jobs og alle ville være glade. Men livet er en lang kamp og ikke spor nemt og verden kører af sted i et tempo, hvori jeg ikke kan følge med. Men det er også lige meget. For en time siden stod jeg på vores vej og så min datter cykle op og ned ad vejen. Op og ned op og ned og op og ned. Og det gjorde mig glad. Nu spiser vi vingummier og ser Emil fra Lønneberg. Emil fra Lønneberg er en sand helt. Jeg kan i øvrigt ikke forestille mig, at Emil nogensinde fik et fast arbejde.

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.