Undtagelsestilstand!

Silles første skoledagSkolestarts-krise, blog 1 ud af 5

Min datter er lige begyndt i 0.klasse. Det medfører en slags undtagelses-tilstand herhjemme, hvor følelserne er helt udenpå tøjet. Ting, der for lidt siden var bagateller, udløser nu en kaskade af drama, både i hende og i os, hendes forældre. Det er tredje barn, jeg sender afsted i skole –og tredje gang, jeg oplever denne skolestarts-krise. I denne række af fem blogindlæg deler jeg mine refleksioner og indsigter med dig. Måske kan du spejle dig i dem, og bruge noget af det, dér hvor du er.

Undtagelsestilstand!

Det er tredje skoleuge i 0. klasse. I tre uger har jeg været vidne til, at min store, stærke, nysgerrige pige, der har glædet sig til at begynde i skole det sidste have år, bliver mere og mere pirrelig, anspændt, kontrollerende og ufleksibel. Hun er –i al sin livfulde robusthed- et følsomt gemyt, og vi har set hende reagere sådan før. Fx. da hun begyndte i ny børnehave, fordi vi flyttede. Dengang var det så galt, at vi besluttede os for at lade hende vende tilbage til der hvor hun gik før, selvom den lå langt væk fra der hvor vi bor.

Det er jo bare ikke længere en mulighed, selvom det er det hun siger hver eneste dag: ”Jeg savner min børnehave så meget. Jeg ville ønske, jeg stadig gik der…”. Ja. Det ville jeg virkelig også.

Det gør mig ked af det, at hun har det sådan. Jeg vil jo så gerne have, at hun lykkes og trives i den hverdag, hun er i. Jeg ville ønske, hun hoppede glad ud af sengen hver morgen, smuttede hurtigt i tøjet, og trallede afsted til skole efter et sundt og nærende morgen-måltid. Lagde et æble på den rare lærers bord, og blendede ind i flokken af nye venner, der blev glade for at se hende.Når hun kom hjem efter en lang skoledag, mæt og tilfreds af lærdom og leg, rullede hun sig sammen i sofaen med et tæppe og en mandala-bog, mens hun ivrigt småpludrede om dagen, der gik.

Men det er altså ikke sådan, det ser ud hér for tiden. Mildest talt.

Argh!

I øjeblikket begynder hver dag med, at hun har ondt i maven (eller et andet nærliggende sted). Vil ikke op, føler sig sløj. Indtil hun mærker, at vi mener at hun faktisk skal afsted igen i dag. Så tramper hun ned af trappen, sparker til det hun møder på vejen, lægger sig på gulvet og raser over den måde, vi taler til hende. Går helt i spas, når vi forsigtigt beder hende sætte farten en smule op, nægter at tage tøj på, vil ikke spise morgenmad, og når sjældent at børste hår og tænder. Til sidst smækker hun døren hårdt, og tramper afsted med sin alt for store skoletaske.

På vej til skole går luften ud af ballonen. Hun græder ligeså stille. Møder sit savn, sin frygt, sin afmagt. Tager sig sammen. Omstiller sig, forbereder sig. Til en dag med 24 børn og to voksne hun ikke kender, i et klasseværelse hun ikke føler sig hjemme i, på en skole med 700 fremmede store børn, i omgivelser, hun ikke kan finde rundt i.

Av.

Det gør eddermugme nas.

Og. For det meste føles det som om, jeg ikke kan gøre noget ved det.

 Der ER noget at gøre. Faktisk.

Jeg ved imidlertid, at det ikke er sådan det er i virkeligheden. At følelsen af magtesløshed er… en følelse. Og ikke et dækkende billede af mig og mit barn og vores øjeblik. Når jeg får ro på magtesløsheden, og bliver i stand til at slippe den, opdager jeg, at der måske nok faktisk er op til flere ting, jeg kan gøre. For at få skolestarts-krisen til at blive lidt mindre voldsom, og måske knap så omfattende.

Der er altid andre veje at gå, og altid mulighed for at se tingene med andre briller på. Kunsten er, at være i stand til at få øje på disse veje, at åbne sig for de informationer og den læring, der ligger gemt til mig her.

Det er det, jeg plejer at sige til de forældre, jeg har i forløb. Og nu siger jeg det til mig selv. Det virker (også på mig).

Et andet take, der virker, når vi gerne vil skabe forandring, er dét jeg har gjort med dig i dag: at dele historien med andre. Fortælle om det, der skvulper rundt i systemet af tanker og følelser, som kan få os til at føle os mere eller mindre mislykkede eller vellykkede. Blive spejlet og genkendt, høre at vi ikke er de eneste i verden, der har oplevet detteher. At vi er normale, at vi giver mening.

Det er derfor, der er så mange eventyr, hvor helten skal dele sin madpakke med en eller anden gammel dame: det er vigtigt at kunne, hvis vi vil videre i eventyret. Når vi deler vores ‘følelsesmæssige madpakke’ (=hvordan vi har det), kommer vi i kontak. Ud af ensomheden, hvor vi føler os uden betydning. Ind i flokken, i kontakten, dér hvor vi mærker den universelle følelse ”at høre til”. Dét er trygt. Og når vi er trygge, kan vi bedre være kreative og se nye muligheder.

Hvis du vil læse mere om, hvad der virker for mig i denne tumult-agtige tid, kan du læse med her på bloggen de næste dage:

Blog 2 ud af 5: Ro På…

Blog 3 ud af 5: Ud af suppen!

Blog 4 ud af 5: Hvorfor ER hun sådan?

Blog 5 ud af 5: Hvorfor gør JEG sådan?

Og sidst, men uvist hvornår, kommer indlægget: Går det over?

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.