Ro På…

sommerfotoSkolestarts-Krise, 2. ud af 5

Min datter er lige begyndt i 0.klasse. Det medfører en slags undtagelses-tilstand herhjemme, hvor følelserne er helt udenpå tøjet. I denne række af fem blogindlæg deler jeg mine refleksioner og indsigter med dig. Måske kan du spejle dig i dem, og bruge noget af det, dér hvor du er. 

Ro På…

Forleden gav jeg dig et billede af, hvordan hverdagen ser ud for tiden herhjemme (hvis ikke, du fik det læst, kan du læse med her). Jeg fortalte om, hvordan frustrationer, raseri, afmagt og magtesløshed hvirvler rundt i både min seksårige skolestarter, og i os, hendes forældre.

Jeg skrev også, hvordan mit første skridt til at skabe bare en lillebitte smule forandring, og træde ind i en mere støttende og nærende retning for både mig selv og mit barn, var at få ”ro på magtesløsheden”.

I dag skriver jeg lidt mere om denne magtesløshed. Hvad det er for en størrelse, hvad den vil og hvad den kan –og hvordan vi får ro på den, så vi kan komme videre.

Magtesløshed er dén følelse, der opstår næst-hyppigst i børnefamilier (den hyppigste er heldigvis stadig kærligheden) (og nej, jeg kan desværre ikke huske hvor jeg har læst det, men det var en rundspørge engang for nogle år siden, da der blev forsket en del i lykke). Og, selvom det ikke i sig selv hjælper på noget som helst at vide, at andre også har det ad pommern til, er det på en eller anden måde også bare en lettelse at vide (hvorfor det –teknisk set- virker så godt og lettende, kan du også læse om i det første Skolestarts-blogindlæg her).

Alle. Forældre. Kender. Magtesløsheden.

I de sidste uger har jeg oplevet den sådan lidt mere turbo-agtig herhjemme. Min datters første møde med skolen er hamrende svært, og det er ude af mine hænder. Uanset hvor meget, jeg handler på det. Hvordan jeg forbereder hende, hvordan vi kommer ud af døren, hvor mange legeaftaler, vi laver, og hvor meget slik jeg giver hende med i madpakken så de andre i klassen vil synes, hun er et godt kort at spille på –uanset alt dét, så er hendes virkelighed hendes. Og jeg er –magtesløs.

Eller rettere: Jeg FØLER MIG magtesløs.

Og dét er nemlig en vigtig forskel i denne sammenhæng.

Gaven i min magtesløshed

Alle følelser vil os noget. Èn af de gaver, der for mig er i magtesløsheden er, at jeg ikke kan foretage mig noget som helst. På en måde er det jo meget lækkert, for så behøver jeg ikke at rykke mig ud i det utrygge land, forandring sommetider (for mig = ALTID) er. Jeg kan stalle, og undlade at forholde mig til dét der ligger bag magtesløsheden, hvilket som oftest er en eller anden frygt, jeg skal have kigget på. Jeg er magtesløs. Handlingslammet. Det føles på én gang virkelig ubehageligt og ufrit –og lidt trygt.

Der er også en anden gave. En lidt omvendt, og på en måde også lidt pinlig gave: Så længe jeg er magtesløs, er jeg ikke i stand til at knytte kontakt til mit barn. Det er ikke noget, jeg er stolt af at indrømme, men det kræver en hel del af mig at være i kontakt med mine børn. Især når de har det svært. Og samtidig med at jeg nyder al den glæde og kærlighed, der følger med når jeg gør det, er jeg også nødt til at indrømme, at det ikke flyder fuldstændig frit i mig hver eneste dag.

Men jeg ved, jeg skal. Det er godt for mig, det er godt for hende –og jeg har faktisk også lyst til det. Hvis lader magtesløsheden overmande mig, vil jeg ikke være i stand til at være dén trygge og faste klippe, min datter har brug for i disse dage.

Dét er en af de mange grunde til, at jeg har brug for at komme ud af denne tilstand –så hurtigt som muligt.

(Helt ærligt. Mit barn har brug for mig. Og så sidder jeg her og føler mig magtesløs?!)

 

Første skridt: Registrering

Det første skridt er naturligvis overhovedet at registrere, at magtesløsheden er på spil. Den optræder sikkert forskelligt hos os alle, men mit bud er, at du kender den. Hos mig er der sådan en lidt tung, opgivende, ængstelig stemning i det, som jeg kan lokalisere på et splitsekund. Jeg bliver let-antændelig, bebrejdende, bævrende (”jeg kan ikke li’ når du snakker med dén stemme, mor”, siger den 6årige… ”som om du er stresset eller træt!”).

Når vi registrerer en følelse i os selv, har vi samtidig skilt os selv en lille smule fra den. Og det er godt. For vores følelser ER ikke os, og vi ER ikke vores følelser. Vi består af så meget mere end følelser, vi er fx også tanker, krop, ånd, smag, og en hel masse mere. Følelser er en sund og fin ting, der giver os signaler om hvad vi kan lide og ikke kan lide, og er med til at skabe de mennesker, vi er. Men vi ER ikke magtesløse (eller vrede, eller kede af det) i hvert fald ikke på samme måde som vi ER alt muligt andet (uden arbejde, født med brune øjne, etc). Vi føler os magtesløse –ind i mellem.

Vi har brug for at have adgang til alle de ressourcer i os selv, vi indeholder. Hvis vi bliver opslugt af én følelse, fx magtesløshed, kan vi ikke samtidig være fyldt op af gå-på-mod. Handlekraft. Styrke. Overskud. Overblik. Og alt det andet, der kræves af os i perioder som denne.

En skolestarts-krise kræver, at der er en voksen tilstede. Og når magtesløsheden tager mig, er der rimelig mange sammenfald mellem den måde, min datter reagerer på, og dén måde jeg reagerer på.

 

Andet skridt: Træk vejret!

Næste skridt er at trække vejret. Og ja, det lyder jo rimelig simpelt, eller rimelig plat, alt efter hvilke briller man tager på. Men: Det virker.

Jeg har hørt nogen sige, at en følelse varer 8 sekunder, hvis man mærker den helt rent, uden modstand. Jeg har ingen anelse om, hvordan man kan måle den slags, og om der overhovedet er noget om snakken, men det har alligevel sat noget på plads i mig, at få denne viden. Fordi, hvis jeg bare lader følelsen skylle igennem mig, passere på en eller anden måde, så udløser den slet ikke så meget ballade, som hvis jeg forsøger at kæmpe imod den.

Dét at trække vejret, hjælper med at komme hurtigere videre. Ind i en anden, og måske mere nærende stemning. Nogle beskriver det som at de trækker vejret ’ned i følelsen’ , eller ’igennem følelsen’ –disse begreber har ikke rigtig hjulpet mig (jeg kan ikke abstrahere fra min rationelle hjerne dér), men hvis det virker for dig, er tippet hermed givet videre. Whatever works.

Pointen er: Jeg er stille i min krop. Trækker vejret. Mærker følelsen, mens jeg trækker vejret. Giver den plads. Acceptérer, den findes i mig. Og… lader den så forlade mig igen.

 

Og… hvad så?

Når jeg har gjort dette, er der ro på. Lidt mere ro på, i hvert fald. Ro nok til at kunne koncentrere mig om det næste skridt, jeg skal tage, hvis jeg gerne vil støtte mig selv og min datter lidt mere i denne hæsblæsende skolestarts-krise.

 

Hvad dette skridt går ud på, kan du læse om i det næste indlæg.

Jeg kalder det ”Ud af suppen”.

Jeg ved ikke, hvornår det kommer. Min intention var, at jeg skulle skrive hver dag, men intet er som man forestiller sig i disse krise-tider:-).

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.