Hvorfor ER hun sådan?

skolestarts-kriseSkolestarts-krise, blog 4 uf af 5

Min datter er lige begyndt i 0.klasse. Det medfører en slags undtagelses-tilstand herhjemme, hvor følelserne er helt udenpå tøjet. I denne række af fem blogindlæg deler jeg mine refleksioner og indsigter med dig

Hvorfor ER hun sådan?

I morges var en god morgen. Vi kom ud af døren med vores gode humør i behold.

Det startede ellers ikke sådan, selvom jeg havde gjort alt hvad jeg kunne i går aftes, for at det skulle blive godt. Smurt madpakker, lagt tøj frem, talt med min datter om hvordan vi kunne vågne op på den rareste måde, og hele pivtøjet. Alt hvad der står i bøgerne om, hvor vigtigt det er at forberede og guide, havde jeg gjort.

Det havde bare ingen effekt.

Som i… Ingen.

Morgenen begyndte på fuldstændig samme måde som de sidste 20 hverdagsmorgener herhjemme: med ondt i maven, en pludseligt opstået hoste, gråd over at skulle afsted, ingen lyst til at stå op.

Det tøj, vi nøje havde lagt frem, blev kastet ad pommern til.

Morgenmaden kritiseret, konflikterne optrappet.

Mig mere og mere sammenbidt, frygtsom, nervøs, irriteret, anspændt.

For nu stod vi her IGEN. Trods alle mine refleksioner og skriverier og forberedelser og hvad ved jeg.

Midt i suppen (dén suppe, jeg skrev om i dette blogindlæg).

Indtil.

 

Jeg pludselig besluttede mig for at gøre noget andet.

Det hjalp.

 

Et effektivt perspektivskifte

Det jeg gjorde var, at jeg besluttede mig for at se på min datter fra et andet sted.

Jeg flyttede mig fra at være en mor med store følelser, til at være mere… fornuftig (om du vil).

Skiftede perspektiv.

Og dét, jeg nu så, var dét jeg allerede vidste med min tænke-hjerne, men som endnu ikke var nået helt ind i min følehjerne. Det jeg, for nogle uger siden, da jeg begyndte på denne serie af blogindlæg, brugte en del tid på at tænke og mærke rigtig godt efter.

Det landede pludselig helt ud i hele mig, så jeg kunne tage det ind og bruge min viden i praksis. Jeg mærkede, hvorfor hun er sådan som hun er, min Sille, og hvorfor hun reagerer som hun gør.

Og det var altså det, der gjorde en verden til forskel.

Hvorfor ER hun så sådan?

Sille er rasende, ked af det, smækker med dørene, opfarende, kortluntet, ufleksibel, nervøs, irritabel, grædende, larmende –for tiden.

Fordi.

Hun er ked af, at hun har det som hun har det.

Og dét er hendes måde at udtrykke det på.

Hun er vant til at kunne overskue sin verden, have nogenlunde styr på hvem der er hvem, og hvilke dagsordner der gælder her. Hun er vant til kendte voksne, der hjælper hende når hun ikke kan selv, hun er vant til at kende de sproglige og sociale koder.

Hun er vant til at have styr på det. Det føles godt i hende.

I øjeblikket har hun ikke styr på noget som helst.

Hun er i mange nye relationer. Hun skal bevise sit værd –hele tiden. Hun skal finde balancen mellem at være opfindsom og eftergivende. Hun er konstant i nye situationer, hvor hun skal regne ud hvordan man gør her. Der bliver stillet nye krav til hende, som hun slet ikke kender omfanget af.

(for slet ikke at tale om alt det praktiske… hvad gør man når man skal tisse, hvordan låser man en dør op, hvorfor bruger man ikke de samme tusser, hvordan skifter man tøj når man har leget i vand, og alt det andet, hun ikke ved en sk*d om).

Det føles ikke godt i hende.

Klart nok.

(kender jeg det fra mig selv? Ja. Jeg elsker følelsen af at være herre i mit eget hus, vide hvem der kommer ind af min dør og med hvilke dagsordner, vide hvor tingene ligger, og hvad man gør i hvilke situationer. Alt andet er for mig forbundet med en fornemmelse af spænding, utryghed, og i værste fald angst).

Når noget ikke føles godt i min datter, reagerer hun med det sprog, hun har til rådighed. Det sprog, vi som forældre har givet hende, og det sprog hun har lært af sin omverden.

Hendes følelsesmæssige ordforråd er begrænset af en seksårigs hjerne. Hun er ikke i stand til at ”fortælle mig om det”, for det er hamrende kompliceret at fortælle om, når det ikke lige handler om noget konkret.

Det er detaljer, der er på spil.

Bittesmå, kæmpestore, følelsesmæssige detaljer.

Der kortslutter hendes tanker og krop, og får hende til at spy omkring sig med galde.

Hvad skal jeg så gøre -set i dét lys?

Skal jeg reagere med vrede på det? -Nej.

Med sorg? -Nej.

Skal jeg appellere til hendes samvittighed (”du kan ikke være bekendt… Nu må du vise du er stor…”)? -Nej.

Det eneste rigtige for mig at gøre er:

At vise hende tillid.

Tillid til, at hun er i stand til at komme igennem også denne krise.

At hun har alle ressourcer til rådighed.

At jeg tror på hende.

Og.

Samtidig vise hende, at jeg selv er en stor og rolig klippe, der ikke lader mig slå ud af følelsesmæssige udbrud. (Dét kan så være det virkelig, virkelig svære, hvilket jeg kommer ind på i næse blogindlæg, der hedder: Hvorfor gør JEG sådan?).

Sådan så jeg hende, Sille, lige dér i morges. Jeg så bagom de følelser og impulser og handlinger, vi hver især havde gang i, lige dér, i morgenstunden.

Jeg kunne igen se Sille som det skønne, seje, ressourcestærke, stædige energibundt, der kæmper for sin ret til at gøre os opmærksom på, hvordan hun har det.

I stedet for at se hende som et krævende monster, der tromler os alle, eller som en stakkels lille fidus, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv og sit eget liv (ja, undskyld, men disse billeder har jeg altså af hende ind i mellem).

Det gjorde en verden til forskel.

Mit eget stemningsskifte. Mit toneleje. Min “tagen-styringen-attitude”. Gjorde, at Sille faldt til ro. At hun følte sig mødt, og ikke behøvede at kæmpe for at blive set, hørt og forstået. Hun vidste instinktivt, fordi hun mærkede det, at jeg forstod hende.

Når jeg ser hende som ressourcestærk i stedet for stakkels, kan jeg sætte hende fri og vise hende tillid. Dén fanger hun lynhurtigt –og opfylder mine forventninger.

Børn vil for alt i verden samarbejde med deres voksne, som den gode Jesper Juul så klogt siger. Så enkelt er det.

Vi får lige netop det, vi forventer af vores børn.

Og verden er, som vi ser den.

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.