Hvorfor gør JEG sådan?

Min datter er lige begyndt i 0.klasse. Det medfører en slags undtagelses-tilstand herhjemme, hvor følelserne er helt udenpå tøjet. Ting, der for lidt siden var bagateller, udløser nu en kaskade af drama, både i hende og i os, hendes forældre. I denne række af fem blogindlæg deler jeg mine refleksioner og indsigter med dig.

ensom pigeHvorfor gør JEG sådan?

Vi er nu i den 6. uge efter skolestart. Skolestarts-Krisen er klinget lidt af, og er efterhånden knap så dramatisk.

Vores hverdag et har fundet et leje, hvor vi voksne ikke ryger helt ud af jaketten mere, og det gør det alt andet lige fuldstændig anderledes at være midt i.

Alting afhænger af øjnene der ser

I sidste blogindlæg skrev jeg om, hvordan min tilgang til min 6-årige datter ændrede sig fundamentalt, da jeg blev i stand til at se hende på en anden måde, end som en superrigid og kontrollerende lille bombe af eksplosiv aggression. Eller, som et stakkels offer for omstændighederne. Hvordan jeg skiftede perspektiv, kan du læse om her.

Det er ofte et meget, meget vigtigt skridt på vejen til større forståelse og dermed mindre drama, at vi bliver i stand til at få øje på, at der bag enhver reaktion i vores børn, gemmer sig et fuldstændig meningsfuldt behov. Kærligheden er en vigtig faktor i denne proces, for kærligheden er i dén grad motiverende.

Straks sværere bliver det, når vi skal til at kigge på os selv og vores egne reaktioner. Ofte rækker kærligheden til os selv ikke så langt, at vi kan møde os selv med den undersøgende nysgerrighed, der skal til, for at forstå os selv  (og i øvrigt også vores partner).

Alt afhængig af vores smag og den måde, vi plejer at gøre tingene, ender vi ofte i enten skyld, skam og selvbebrejdelser (som kan lyde sådan her ”jeg er da også en dårlig mor med alt for kort lunte, hvor er det pinligt jeg skælder sådan ud, hvad er der galt med mig?”), eller i en selvretfærdig strøm af gode forklaringer på, hvorfor vores opførsel var fuldstændig rimelig (det kan lyde sådan her: ”hun var jo helt ude i hampen, jeg er da nødt til at sætte en grænse, hvis hun ikke vil høre må hun jo… ” osv.).

Begge dele står i vejen for en mere nysgerrig og undersøgende tilgang. En tilgang, der gerne skulle ende med en ordentlig selv-krammer, der giver ro på nervesystemet og sætter os fri til at tænke konstruktivt og kreativt igen. Også her. Ligesom med vores børn.

 Hvorfor gør vi som vi gør?

Når vi stiller os selv de spørgsmål, kommer vi ind til kernen af krisen. Det er hér, vi har mulighed for at finde svarene på, hvordan vi skal håndtere vores barn og os selv når the going gets tough, og det er hér, vi forstår hvordan vi kan give vores børn lige præcis dét, de har brug for.

Det er her, det gør lidt nas, fordi vi skal kigge på dén bagage, vi tager med ind i vores forældreskab. De overbevisninger, vi har taget med fra vores egne forældre, og de værdier, vi ubevidst har skabt. De handle- og reaktionsmønstre, vi har overtaget, eller de steder i os selv, vi ikke har fået helet, og derfor tror, vores børn også bøvler med.

At arbejde med dette sted i os selv, er det der skaber varig forandring. Gør vi ikke det, vil selv ikke alverdens gode råd og vejledning bide på os. Vi vil simpelthen ikke kunne bruge andres erfaring, hvis ikke vi kigger på, hvorfor vi overhovedet havde skabt den situation der førte os til, at vi gerne ville have et råd.

Hvorfor gør JEG sådan?

Lad mig bruge mig selv som eksempel.

Jeg har en muldvarps følesans, når det kommer til svigt og følen-sig –udenfor. Jeg spotter det på 10 km’s afstand, og reagerer prompte. Ikke ved at være neutral og nysgerrig, støttende og kreativ omkring det.

Nix.

Når mine børn så meget som antyder, at de har følt sig udenfor, bliver mit beskytter-instinkt sat i gang. Jeg lurer, at her er en fare, på linie med døden. Min krop kommer i alarmberedskab, jeg er på vagt. Min krybdyr-hjerne (dét center i hjernen, der hedde Amygdala) er i færd med at overtage de mere rationelle og fornuftige centre i min hjerne.

Jeg spørger mistænksomt: ”hvor var den voksne?”, eller: ”var du så helt alene resten af frikvarteret?”, eller ”gik hun så hen og spurgte en anden, og lod dig være tilbage?”.

Min datter opfanger signalet med det samme. Hér er en chance for samhørighed, for at opfylde mors forventninger til verden som en uvelkomment og ekskluderende sted. Og svarer derfor, med en lille, stakkels stemme, at hun følte sig fuldstændig alene og udenfor, og er sikker på at det også bliver sådan i morgen.

Så har vi noget sammen, hun og jeg. Det er synd for os. Og der er ikke noget at gøre ved det.

I min bagage ligger en hel del svigt fra mine vigtigste voksne. Det har været allermest tydeligt i årene fra 4-6, hvor jeg hverken hjemme eller i skolen mødte den omsorg og forståelse, jeg havde brug for. Der var ingen, der viste mig hvordan jeg skulle komme videre, og ingen der havde held med at hjælpe mig ind i nogen fællesskaber og give mig en følelse af at være en del af en flok.

Så derfor… når jeg ser en lille pige, på ca den alder, som måske bare en lille smule har følt sig lidt ensom en dag. Så mærker hele mit system og min krop, hvor frygteligt, det var for mig. Jeg kommer til at forveksle den lille pige med mig selv, dengang jeg lignede hende. Og kommer til at ville give hende den omsorg, jeg aldrig selv fik.

Det fungerer bare ikke. For man kan aldrig give nogen noget, man ikke selv har fået. Sådan er reglen.

Så, for at give min datter noget af den gode omsorg, og netop hjælpe hende ind i det kreative, konstruktive felt af løsninger og andre måder at forholde sig til livet, må jeg først blive bevidst om at jeg selv mangler det. Og dernæst: få fat i dét, jeg har brug for.

Det kan jeg gøre på mange måder. Jeg har selv brugt en del forskellige terapiformer, og oplever at mit valg af behandling spejler min smag og mine præferencer som de ser ud for tiden, mere end det handler om hvilken terapiform jeg ”tror på” (jeg har virkelig været vidt omkring, og ser hele tiden stadig nye veje til heling og vækst).

Det behøver ikke at kræve lang tid på briksen, eller flere års arbejde. Ofte kan det bare gøres ved, at vi får en bevidsthed på det. I det øjeblik, jeg fx får øje på, at mine alarm-reaktioner handler om min egen fortid, frem for dén aktuelle virkelighed, min datter står i, er der allerede sket et kæmpe skift i mit eget system.

Jeg bliver i stand til at handle fra et helt andet sted. Et sted, hvor Sille kan få den støtte fra en voksen, hun har brug for.

Og det er jo, når alt kommer til alt, lige det, vi vil. Give vores børn lige præcis det, de har brug for.

Vejen dertil går gennem os selv.

 

Dette er femte og sidste del af serien af blogindlæg om Skolestarts-Krisen.

Hvis du har lyst til at læse de fire første, kan du begynde her.

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.