Mere Energi og Overskud, #1: Det du giver, modtager du

blomster redigeretDet har altid været mig en gåde, hvordan det hænger sammen, det med at give og modtage.

Hvorfor føler nogle mennesker sig i stand til at give på en måde, der bare virker som et springvand af gavmild overflod, og virke som om, der er mere hvor det kommer fra?

Hvorimod andre føler sig helt vildt drænet af almindelige ting, som arbejde, forældreopgaver og hjemlige gøremål?

Hvorfor skal nogle forældre “lade op” ved at dyrke motion i timevis (“det er jeg simpelthen nødt til, ellers kan jeg ikke være en ordentlig far / mor”), hvorimod andre netop næres ved samværet med de små?

Jeg har besluttet mig for at løse gåden. Ikke sådan at forstå, at jeg vil finde det ultimative svar, for det findes ikke, tror jeg. Men jeg vil gerne forstå det bedre.

Derfor har jeg virkelig dykket ned i emnet på det sidste, dels fordi jeg igen og igen oplever i mine samtaler med forældre, at det er et essentielt sted at få fat i, hvis vi vil videre med vores forældreskab. Og dels fordi det er et sted, jeg selv bliver ved at støde ind i hjemme i mit eget familieliv:

Hvem lader op på hvilke måder? Er det tilladt at synes, at det er “hårdt” at være sammen med sine børn? Er det tilladt at synes, det er let og givende (eller er man så en irriterende overskuds-person, der bare skal klappe kaje?) Hvorfor synes nogen, det er vildt hårdt, og andre synes det ikke?

Det, jeg har fundet frem til, vil jeg dele med dig i en række blogindlæg.

OG i mit online-foredrag: “Sådan får du Mere Energi og Overskud som Mor”, som jeg holdt med 230 tilmeldte i december, og som jeg holder nogle flere gange i begyndelsen af det nye år (det kan du læse mere om her). 

Jul: Den ultimative lærings-tid

Netop juletiden er som skabt til at reflektere over dette. Det er en tid, hvor vi som snurretoppe drejer rundt og rundt om os selv og hinanden, og giver-og-modtager-og-giver-og-modtager. Ikke bare gaverne, selvom det jo er sådan den yderste materielle manifestation.

Men også de andre præstationer. Julebesøg. Julekort. Julemad. Juletræ. Julearrangementer. Julenærvær. Julefred. Julehygge.

Alle disse jule-aktiviteter handler jo om at give og modtage. Giver vi nok? Giver vi for meget? Giver vi mere end dem vi modtager fra? Giver vi så noget andet? Kan det måles? Er vi gode nok? Nærværende nok? Eller er vi (FY-BABAB!)… stressede?

Julen er den ultimative tid til at undersøge sine egne mønstre for at give og modtage. Og være nysgerrige på, hvordan de mennesker, vi omgiver os med, giver og modtager.

Det er også netop tiden, hvor vi mærker det så tydeligt og skåret ud i pap, at vi har mulighed for at justere. Er der steder i dine relationer, hvor du bliver drænet? Steder, hvor energi-regnskabet ikke går op, så du oplever at du giver mere end du modtager? Skal du eventuelt have justeret og udvidet din modtage-plads, så du bedre kan mærke, når du rent faktisk får noget?

Et juleeventyr

Jeg har som sagt virkelig dykket ned i dette tema på det sidste. Som jeg har for vane ved denne tid.

For.. JA! Jeg er selv et lysende, levende eksempel… Julen er megabesværlig for mig, jeg er supergod til at piske en jule-stemning op med masser af forventninger, både til mig selv og andre, som jeg ikke får indfriet. Men jeg er også vildt god til at give og give i denne tid, og nyde det så meget at jeg føler mig superrig på alle måder.

Og… forleden oplevede jeg noget, som satte trumf på det hele. Som ligesom satte det på spidsen, som et afsluttende punktum for efterårets tanker og refleksioner.

Jeg oplevede noget, som jeg, når jeg er i det højstemte hjørne, opfatter som et tegn. Et tegn på, at det ER sandt: At dét at give -i sin essens- er NØJAGTIGT det samme som at modtage.

It goes like this:

Forleden dag, midt i al jule-gave-liste-skrivningen.

Midt i tanker og ideer, om alt det jeg gerne vil give mine børn og mine andre kære, og spekulationer om, hvordan jeg skulle skaffe det til huse, og om det kunne nå at blive sendt med posten, og hvordan mon man pakker en bold ind.

Midt i alt det, fik jeg sådan en stor lyst til blomster.
Til at jeg skulle høre lyden af dørklokken, og åbne for blomsterbudet.
Der stod dér med noget -til MIG.

Jeg overvejede at ringe til Interflora selv og få en buket bragt ud, men det er alligevel ikke det samme. Fint nok med egen-omsorg og dét, men der er nu noget særligt ved at få blomster, fordi en anden har tænkt på en, ikke?

I stedet for at sidde og vente, besluttede jeg, at jeg ville GIVE blomster til nogen.

Jeg skyndte mig at lave en konkurrence på min facebook-side, hvor man kan vinde en buket blomster (den begynder juleaften, og du kan se hvad det går ud på ved at følge min julekalender på hashtagget #familiedialogensjulekalender2015)

OG SÅ.
Skete miraklet.

Det ringede på døren (jeg SVÆRGER! Det er sandt!). Og udenfor stod der…

Et blomsterbud.

Med den smukkeste buket -til mig (det er den, du ser på billedet)

Jeg skal spare dig for detaljerne om, hvem der har sendt dem og hvorfor.
For det er ikke det, der er pointen.

Pointen er, at det fik mig til at snurre rundt af begejstring over, at det ER sandt.

Det jeg giver, modtager jeg. I dette tilfælde med fuldstændig nøjagtig lige-over-hed (sådan er det jo ikke altid).

Den er god at have med i baghovedet, her i de næste dage: At det ER sandt. Så skal vi bare finde ud af, hvordan vi kan lære at tage det ind og mærke det, hvordan vi tillader os selv at blive fyldt op.

Dét skriver jeg mere om i næste blogindlæg.

For nu er der bare tilbage at ønske dig en rigtig, glædelig jul. Hvor du bliver så stopfyldt med alt det der glæder og nærer dig, at du har masser af energi og overskud, som du kan gå ind i det nye år med.

TAK fordi du læser med.

Kærlig hilsen Marie

 

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.