Dét, du skal vide om Søskende-relationen

”Vær nu SØDE ved hinanden!”

Mødregruppen oktober søskende
Jeg vil vædde på, at du har sagt det.
(jo du har, hvad med dén gang i sommerhuset, hvor I rigtig skulle hygge jer, og børnene bare blev VED og VED at hakke på hinanden?)

 

Søskende-kærlighed er HOT STUFF, ikke?

Med god grund. For grunden til at du har valgt at få flere børn, er jo sandsynligvis, at de skal have en ‘ven for livet’ -eller, faktisk noget der er BEDRE end en ven: én der aldrig går sin vej. En der kender hele molevitten, én der er med hele vejen igennem. En at lege med, en at støtte sig til, en at være på hold med, en at dele minder med.

Så: Hvad skal der til, for at de rent faktisk BLIVER søde ved hinanden, de små? Hvordan støtter du deres relation bedst muligt, så de henad vejen bliver netop den gode, kærlige støtte for hinanden, som du ønsker at de skal blive? Og hvad hvis de IKKE bliver det, er det så din skyld? Var det noget, du gjorde eller sagde -eller måske noget, du bare gik og troede var rigtigt, men som viste sig at have den modsatte effekt?

børn går turJeg har samlet de spørgsmål der går igen i de hundredevis af samtaler jeg har haft med forældre gennem årene, og puttet dem igennem min Myth-Buster-Maskine.

Dels blev det til et tema i det Gratis Online-forum jeg laver en gang om måneden –”Mødregruppen” (som du kan læse mere om lige HER), og dels til denne (lidt længere) artikel.

 

 

Det tre vigtigste myter, der trænger til at blive belyst (og punkteret) er:

#1: Hvis børn skændes meget, har de det ikke godt sammen
#2: Børn skal behandles ens, for at de skal føle sig lige meget værd
#3: Nogle tidspunkter i børns udvikling er bedre at få søskende på, end andre 


Myte #1:
børn skændesHvis børn skændes meget, har de det ikke godt sammen

Lad mig med det samme slå fast: JO. Det er SUPERirriterende, når vores børn skændes. Og ikke alene er det irriterende, det kan faktisk også føles virkelig ubehageligt i en grad. Lidt ligesom børn har det, når deres forældre skændes. “Er de nu uvenner IGEN?” “Hvad har jeg gjort FORKERT (er det min skyld?)?” . Det er irriterende, ubehageligt, og lidt sørgeligt. For det var jo ikke sådan, vi ville have det. Tværtimod.
Disse følelser er også dem, der får os til at reagere voldsommere, når vores børn skændes, end det egentlig var meningen. Når storesøster igen pander lillebror én på lampen (eller omvendt, som det er for tiden hjemme hos mig), eller når lillesøster får den kolde skulder af storebror, når hun gerne vil være med i hans leg. Det er hjerteskærende. Vi kan ikke holde det ud. Og vi reagerer prompte.

Men… Hvad hvis vi nu plantede en anden tanke i vores forældre-hjerne. En tanke om, at søskende faktisk lærer en hel masse meget, meget vigtig viden om at være i relation med andre mennesker, igennem disse uenigheder? Og at netop søskende-relationens natur er et perfekt sted at udvikle disse kompetencer, og derfor fortjener al mulig støtte og opbakning frem for straf og skæld-ud? Ville vi mon så ikke reagere anderledes?

Det var i hvert fald én af de ting, jeg selv lærte, dengang jeg selv gik vejen mod at få fodfæste som mor. At reagere anderledes. At reagere med med min deltagelse, og som en rådgiver og støtte for begge mine børn, i stedet for at gå ind og tage rollen som dommer (hvilket har en masse virkelig uhensigtsmæssige følgevirkninger, som jalousi, følelser af uretfærdighed og ikke at blive set, hørt og forstået som barn -hvilket igen skruer op for konflikterne mellem børnene). At øve sig i at indtage dén position, som støtte og vejleder for begge børn, kræver en del øvelse. Det kræver også, at du virkelig er med på at om-kode din hjerne til at være med på, at det ikke er dét at vi HAR konflikter, der er problemet. Men måden, vi lærer at løse dem (eller ikke at løse dem).

halv kageMyte #2:
Søskende skal behandles ens

(om søskende der er nøjeregnende og retfærdighedssøgende)
“Vi skal have lige meget!”
Hvor mange gange har fortrudt at du overhovedet gav dine børn noget som helst, fordi det alligevel bare medførte en kæmpe konflikt?

Den korte version er: NEJ. Det skal de ikke.
Ligesom du og din mand heller ikke skal behandles ens, og ligesom dine to veninder heller ikke skal behandles ens. Og det skal vi jo ganske enkelt ikke, fordi vi ikke er ens.

Kunsten at behandle sine børn med størst mulig omsorg og omhu, er altså at behandle dem lige præcis sådan som de skal behandles. Forskelligt. Med øje for, hvad de hver især har brug for.

For at denne information ikke bare skal ryge lige lukt i floskel-skraldespanden, vil jeg imidlertid gerne tage dig et stykke ned i the why’s og ikke mindst: The how’s.

Altså. Lad os få det basale på plads:
Bevægelsen henimod et godt søskendeforhold ser sådan ud:

1. Alle børn ser deres forældre som “Landet, der flyder med Mælk og Honning”. Dvs. kilden til overlevelse, tryghed, kærlighed, mad -alt det dejlige, der findes for et lille barn.

2: Når der kommer en søskende til, der skal have din opmærksomhed, føler din førstefødte sig truet på livet. Seriøst. “Er der plads til os begge?”, er underlægningsmusikken til denne tid.

3: Din vigtigste opgave, for at “din store” skal komme til at holde af og give plads til “din lille” er, at sørge for at din store føler sig set, hørt og forstået og holdt af som dén han er -uanset hvor mange andre børn, du måtte få.

Når du praktiserer dette på en måde så alle dine børn er sikre på at du ser, hører og forstår dem sådan som de er, at der er plads til dem og at du ikke forsvinder fra dem, så vil du have nøglen til en god, nærende og kærlig søskenderelation.

Når du imidlertid overser, ignorerer, irriteres af, skælder ud på, dømmer -eller hvad vi nu kan finde på (og hey, det sker for os alle… Jeg taler om I STORE TRÆK, hér), så vil der helt naturligt opstå en følelse blandt dine børn af at være ‘konkurrenter’.

Men… Hvordan er det så et argument for at behandle børnene forskelligt?

Det er det af den simple grund, at det er den eneste måde, du kan få dine børn til at forstå, at du ser, hører og forstår dem. Lægger mærke til, hvad der er deres behov og ønsker, deres særegenheder.

Det gælder, når du lader den store blive oppe et lille stykke tid længere end den lille (eller… i nogle tilfælde er det naturligvis omvendt).

Det gælder, når du sætter din lille i klapvognen, og lader din store køre på løbehjul ved siden af.

Det gælder, når den ene er syg og bliver hjemme og får is fordi hun har ondt i halsen -og den anden kommer i skole med sin helt almindelige madpakke.

Dine børn er ikke en ensartet masse. De er forskellige. Og de skal behandles derefter.

Men… Betyder det så, at de ALDRIG skal behandles ens?

Nej, vor herre bevares, fristes jeg næsten til at sige. Der er naturligvis masser af tidspunkter, hvor det ville give god mening at give dem det samme, gøre det samme med dem, lade de samme regler gælde for dem begge.

Men det skal bare ske der hvor det giver mening -ikke i angst for at én føler sig forfordelt eller uretfærdigt behandlet. Eller fordi du tænker at konflikter pr definition er dårligt, og helst bør undgås.

Men… Hvad gør jeg så, hvis den ene (eller dem alle) føler sig uretfærdigt behandlet og bliver vred eller ked af det?

Så trøster du ham. Det er ikke rart at stå med følelsen af at ens mor bedre kan lide ens lillesøster. Det skal mødes med forståelse, indlevelse og respekt. Fortæl ham  at du godt kan forstå at han bliver ked af det. knus og kram ham. Sørg for at han føler sig set, hørt og forstået.

Ikke belære.
Ikke irettesætte.
Ikke fortælle ham, hvor fjollet han er fordi han bliver vred over at have fået en M&M’s mindre end sin søster.

Bliv der til han mærker at du er der. At du ikke forsvinder. At du holder af ham præcis ligeså meget, som du altid har gjort.

For det er, når alt kommer til alt, det eneste, dit barn længes efter at være helt absolut sikker på.

 

børn på læsøMyte #3: Nogle tidspunkter i børns udvikling er bedre at få søskende på, end andre 

 

Op til mit online-oplæg om søskende i oktober, fik jeg en del spørgsmål om hvorvidt der findes et rigtigt eller forkert tidspunkt at få søskende på. Nederst på denne side kan du se en optagelse af onlineoplægget, der varer ca en time. MEN: det er kun den første halve time der er ‘oplæg’, resten er spørgetid (og den kan du jo bare lukke for, hvis du ikke orker det hele) .

Men helt kort vil jeg lige give svaret på spørgsmålet, og derved punktere dén myte, at nogle søskende har det ad pommern til FORDI der er hhv for mange eller for få år mellem dem.

Its not about the age.

I min optik er der ikke noget perfekt, forskellige aldre stiller bare forskellige krav

Tager vi igen ‘beroligelsen’ (som jeg nævnte længere oppe i artiklen) som parameter, vil der naturligvis være fordele ved at skabe en større aldersforskel. Det større barn har mere sprog og flere erfaringer at trække på, som vil give jer bedre muligheder for at tale om det.

På den anden side vil stor aldersforskel også give åbenlyse bagdele. Her tænker jeg især på de krav vi stiller til den stores hjerne om at udsætte behov, forstå alt muligt, og ‘tage sig sammen’. Får han for mange af den slags kommentarer, vil han hurtigt opfange budskabet om at han er forkert, og at hans følelser ikke er ok.

Lille aldersforskel giver fordele i, at børnene vil have fælles interesser og rytmer og behov, der skal dækkes. Omvendt er ulemperne naturligvis, at det er sværere at skabe ‘ene-tid’ med børnene, og at de ofte vil have flere muligheder for at konkurrere om din opmærksomhed og kærlighed.

Så: Der findes altså i mine øjne ikke et perfekt tidspunkt at lave søskende på. OG DOG. For… En tommelfingerregel må være, at man skal forsøge at få dem, når man har lyst og overskud til det. Og jeg VED da godt, at overskuddet måske ikke er i top, når man har små børn. Ever! Men stadig… Jo mere overskud, du har, jo lettere vil det være at skabe en harmonisk relation mellem dine børn .

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.