Her er de to (eneste) bøger, jeg anbefaler mødre på mine kurser

Hey. Jeg har skrevet en boganmeldelse. Det ligger ellers ikke sådan til mig at skrive boganmeldelser, for det er efterhånden længe siden, jeg tog beslutningen om IKKE at læse flere bøger om ’børneopdragelse’.

Ikke fordi emnet ikke interesserer mig, tværtimod. Som mor til fire børn og i mit arbejde som mentor for mødre, er ’børneopdragelse’ ikke alene dét, der interesserer mig allermest, det er rent faktisk også det, der fylder det meste af mine vågne timer.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kan lide at læse. Jeg har læst MANGE bøger om børn og forældre gennem tiden, og flere af dem har jeg nydt og elsket (der er virkelig også mange, jeg ikke har nydt og elsket, men pyt med dem).

Når jeg alligevel har truffet en beslutning om ikke at anbefale bøger om børn, og egentlig heller ikke læse så mange af dem, er det fordi jeg med tiden har valgt at sortere følelsen af “FORKERT” ud af mit eget selvbillede. Følelsen af “forkert” er skadelig, synes jeg (hvilket kunne blive et andet langt blogindlæg, men det bliver det ikke lige i dag). Og disse bøger om børn og forældre, giver mig ofte denne følelse. Det er naturligvis noget med MIG, og ikke med FORFATTERNE (der givetvis ikke har en intention om at få mig til at føle mig forkert), men jeg sidder bare tit med dén dér fornemmelse af ”Det har jeg prøvet, men det virkede ikke for mig og mit barn –ergo må der vel være noget galt med OS?”, eller ”Det kan jeg virkelig godt se ville være en god ide i teorien, men jeg VÈD bare, at når jeg står med l*rt til halsen, og alle mine følelser udenpå tøjet, så vil jeg ikke være i stand til at gøre som du foreslår, dig dér, i bogen”.

Så. Jeg er altså stoppet med at læse de dér bøger, og i stedet beskæftige mig med alt det indre sh*t, der står i vejen for at jeg kan blive den mor, jeg gerne vil være (og i øvrigt hjælpe mine egne kunder med det samme). For, hvem gider blive ved og ved med at føle sig forkert?

Smillas første bog ”Slut fred med dit viljestærke barn –og dig selv”, er imidlertid en undtagelse. Jeg vil gerne indrømme at jeg til at begynde med læste den fordi jeg kendte  Smilla lidt, og rigtig godt kunne lide hende, men det var ikke derfor jeg læste den færdig. Jeg slugte hvert et ord, fordi jeg for første gang i mange år stod med en bog om børn og konkret børneopdragelse i hånden, som IKKE fik mig til at have den der dårlige smag af forkerthed og skam i munden efterfølgende.

Af samme grund er ”Slut fred…” indtil nu også den eneste bog, jeg anbefaler til de mødre, der er i forløb hos mig. Fordi den er klog, kort og konkret. Og –fremfor alt: KÆRLIG.

Jeg var derfor meget spændt på at læse ’opfølgeren’ (kan man ikke godt kalde den det?): ”En vellykket familie (er sjældent særlig køn)”. Jeg var spændt på, om hun kunne gøre det igen, med et lidt bredere emne, end bare ’det viljestærke barn’, som hun jo åbenlyst kender som sin egen bukselomme.

Og lad mig bare slå det fast med det samme: Dét kunne hun. Og det KAN hun. Smillas vid og varme, hendes oprigtige nysgerrighed og medfølelse overfor både børn og voksne, som hun oplever som 100% lige værdige, vælter ud af alle denne lille bogs sider. Der er virkelig ikke så meget som én eneste løftet pegefinger, ikke engang et løftet øjenbryn mærker jeg.

Som mor og læser, er dette virkelig afgørende for mig. For jeg KAN simpelthen ikke modtage gode råd, hvis jeg mærker en fornemmelse af at dén der vil rådgive mig, føler sig ’bedre end mig’. Jeg skal kunne mærke, at hun ved, hvordan jeg har det. At hun har været, hvor jeg er, og haft det samme hår i de samme postkasser som mig, så at sige. Hun skal vide, hvordan det er at være udmattet, afmægtig, håbløs og overvældet. Hun skal vide, at det IKKE er det samme som at jeg ikke nyder mine børn, eller ikke kan lide at være sammen med dem. Og hun skal hjælpe mig med, hvordan jeg balancerer ”alt det RIGTIGE” (ifht børns udvikling og psykologi) med ”de nemme løsninger” (som jeg har brug for, når kræfterne til at gøre ’det rigtige’ slipper op)

Fordi jeg kan mærke at Smilla véd alt om hvordan det er at være mig, så kan jeg også mærke hendes medfølelse. Og tage imod hendes råd og vejledning, uden at have forsvarsparaderne oppe.  (Jeg véd godt, det siger mere om mig end om andre, men jeg har også tilstrækkelig med erfaring fra andre mødre, til at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan).

På dén måde er ”En vellykket familie… ” blevet en lille perle af en bog til forældre, på lige fod med hendes første ”Slut Fred…”. Den hjælper os med både at se og selv og vores børn, med kærlige, nysgerrige øjne. Den hjælper os med at sætte os selv i perspektiv, giver betragtninger på dét vi som forældre gør, og skildrer rimelig nøgternt hvilken betydning vores handlinger har. Den balancerer så fint mellem at være en ’redskabsbog’ og en slags ’familie-filosofi’, og er tillige hurtigt og let læst (vi véd jo godt alle sammen, at vi ikke orker tykke bøger, når vi har små børn).

Så. Det er med stor glæde, jeg bekendtgør, at jeg nu har TO bøger om børneopdragelse, jeg selv har lyst til at læse flere gange, og hellere end gerne anbefaler til andre.

Uanset om man føler sig vellykket eller mislykket som familie, særlig køn eller ej, vil man helt sikkert finde glæde begge i Smilla Lynggaards bøger.

Efterlad en kommentar





JA TAK til minikurset “GØR som jeg SIGER”-sådan får du dit barn til at samarbejde på en måde der nærer jer begge.